Det er nytårsaften (2012-2013) og jeg er netop ankommet til en fest i Horsens, hos en ved navn Peter Emil holder. Ideen om at tage med til netop den fest var ret spontan, og jeg kender ret få af de folk som er til festen. Det er her jeg møder Marie Louise aka Ise, for første gang, midt i et virvar af steg, sovs og kartofler tilsat høj musik, sprut og nytårskrudt samt en flok glade forhåbningsfulde unge mennesker. På det tidspunkt vidste jeg ikke at hende og jeg skulle blive bedste veninder, og den aften talte vi egentlig heller ikke så meget sammen – dog fik jeg indtrykket af en meget glad, ikke mindst storsyngende og dansende pige med masser af personlighed, og mener virkelig masser, når jeg siger det.
Da vi havde en (på det tidspunkt) fælles veninde, som havde taget mig med til nytårsfesten, sås vi mere og mere til flere fester i famøse Horsens – bonderøvsbyen over dem alle. Ise og jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde mange ting til fælles og begge havde et stort hjerte for at lytte og ikke mindst fortælle om os selv. Jeg blev mødt af Ise på en måde, som jeg sjældent har oplevet. Det var som om at hun forstod og kunne leve sig ind i hvad jeg mente, når jeg talte om ”depression”, ”samtale ved psykologen” osv og hun delte mange af hendes erfaringer med mig. Det gjorde at vi hurtigt fik et meget tæt og dybt forhold til hinanden, og siden da har vi brugt utroligt mange timer på at snakke i telefon – ikke bare om de svære ting i livet, men også piller som kunne gøre ens pøller guldfarvede, vores bommerter i forhold til fyrene, i ved, alle de der fjollede ting. Det som er aller vigtigst i mit og Ises forhold er, at vi er ærlige overfor hinanden, og det har været meget vigtigt i forhold til at være ved Ises side igennem det sidste års tid.
Nu handler Ises blog om ADHD og hendes liv med diagnosen, og jeg har været igennem forløbet sammen med hende, og stået ved hendes side så godt som jeg overhovedet kunne. De problemer hun havde inden, de svære tanker og følelser, i perioden hvor hun fik diagnosen, hvilket kan være meget hårdt og konfronterende og selvfølgelig nu, hvor hun finder sig selv på den anden side af det hele. Det har været en følelsesladet proces, og jeg er så utroligt glad for alle de gode ting som sker for Ise den dag i dag. Jeg ville lyve hvis jeg skrev, at det ikke har været hårdt til tider at være Ises bedste veninde. Hårdt på den måde, at skulle passe på sig selv og ikke blive opslugt af hendes problemer, men forsøge at accepterer hendes situation og med det accepterer, at det er/ og har været hendes proces, som hverken jeg eller andre har eller kan have nogen magt over, overhovedet. I de tider har jeg husket at være meget ærlig og sige fra, for at beskytte mig selv, men også gjort det meget tydeligt, at det har været fordi jeg ikke ville miste hende. Jeg giver aldrig op, når det kommer til Ise og det har krævet at lære, hvordan man er ærlig og ikke bare stikke halen mellem benene, når tingene bliver for intense eller måske svære at forholde sig til. Det har været en læring for livet, tilgengæld har jeg også fået en veninde for livet.
Hende og jeg har fundet en rigtig god måde at give hinanden det bedste af os selv, både på godt og ondt. Hun fortæller mig også, at hun ved hvornår jeg har en dårlig dag – det kan hun mærke. Det siger utroligt meget om det følsomme og dejlige menneske som Ise er, og den kærlighed hun gerne vil give til de mennesker hun holder af. Hun tænker oprigtigt på, om jeg har det godt og hun har båret mig igennem den sidste måned, hvor jeg skulle gå igennem et slemt brud fra en kæreste.
Ise formår at sætte sig selv til side og lytte til alt mit lort, for at sige det ligeud, og det er jeg evigt taknemmelig for. Desuden har hun aldrig og det tror jeg oprigtigt på, dømt mig for de ting jeg har gjort eller sagt, på noget tidspunkt. Det er en gensidig kvalitet i vores forhold.
For mig er det ekstremt vigtigt at huske, at menneskesindet ikke er en kasse hvor forskellige egenskaber, intelligens, følelser er proppet ned i og rystet godt sammen, men en meget nuanceret sammensætning af gener (vi ikke selv har valgt) og den påvirkning fra det miljø vi har været i, og er i. Personlighed er nuanceret og vi er alle forskellige – det kommer an på hvilke gener der aktiveres af miljøet. Ise har en ADHD diagnose, men er der nogensinde nogen, som har set ”en ADHD”? Nej vel? I min verden er det endnu et nuanceret sæt af personlighed, som kan have nogle problemer med sig i forhold til, hvordan størstedelen af resten af befolkningen fungerer. Ise snakker mere end gennemsnittet, ja, og tænker meget på hvordan andre ser hende ja, men ærlig talt, hvem af os andre gør ikke også det engang imellem??
Ise er den bedste veninde jeg nogensinde har haft. Det er der meget meget mere end en diagnose, eller for den sags skyld andet der skal kunne lave om på… jeg tror kun jeg vil overveje hendes og mit forhold, hvis hun gifter sig med min far. MEN, det sker jo ikke!
FORDI OG ALDRIG PÅ TRODS – JEG ELSKER DIG.
Forfatter: Malene Hjort
Ingen kommentarer:
Send en kommentar