Det problematiske ønskebarn
Jeg havde en ganske normal og lykkelig barndom, men jeg passede alligevel aldrig helt rigtig ind, jeg har nok altid været lidt anderledes end mine jævnaldrende. Jeg startede i skole, Hatting Skolen, og egentlig blev det anbefalet at jeg tog 0.klasse om. Men jeg har altid været en fighter og fik lov at rykke med min klasse op. 0.-5. klasse gik jeg på Hatting Skolen, men jeg var altid lidt udenfor. Jeg havde ikke samme interesser som de andre, jeg var nem at drille - og blev det også i perioder i stor stil - det var mere trygt at stå hos de voksne og det gjorde jeg for det meste. Dog havde jeg en bedste veninde i klassen under - vi var naboer og sammen dagligt, men hun var en af de "populære" piger i hendes klasse og det var ikke altid vi kunne bruge frikvartererne sammen. I 5. klasse flytter jeg skole. Jeg starter på Hulvej Skole, som er en privatskole. De første år her var heller ikke altid lige nemme, jeg er stadig nem at drille og bliver det også - dog i langt mindre grad end på Hatting Skolen.
Det ændrer sig dog i 7. klasse. Mine forældre bliver selvstændige, jeg finder min plads i den gruppe piger i klassen der i hvert fald ikke var nederst i hierarkiet og jeg begynder at gå op i mit udseende - det viser sig dog senere hen at jeg måske egentlig går lidt for meget op i mit udseende.
Den kontrol jeg aldrig har kunnet finde over mine tanker og handlinger forsøger jeg at finde et andet sted. Allerede i 7. klasse begynder det der senere udvikler sig til anoreksi - en sygdom jeg den dag i dag stadig kæmper med. Når jeg ikke kan have kontrol over mine tanker kan jeg i det mindste have kontrol over hvad jeg spiser, hvor meget jeg spiser og hvornår. Dengang dyrkede jeg også meget gymnastik, et par gange om ugen faktisk. Hver gang jeg gik på toilet tog jeg 40 mavebøjninger, ofte også på mit værelse, men i hvert fald efter hvert toiletbesøg - som du nok kan regne ud blev det til en del i løbet af dagen. Jeg var aldrig en tyk pige, men det var alligevel først i 9.klasse det "blev opdaget". Min kusine gik i klassen over mig, og havde en god veninde i min klasse. Mine veninder i klassen hev fat i min kusine - de var meget bekymret, jeg blev tyndere og tyndere og havde nogle sære vaner i forbindelse med mad. Min kusine fortalte det til min moster, som selvfølgelig fortalte det til mine forældre og en aften efter en 2 timers gymnastiktræning faldt bomben - min hemmelighed var ikke længere hemmelig. På dette tidspunkt vejede jeg 35kg. Jeg vejede desværre et par kilo for meget til at blive akut indlagt og ventelisten var lang. I stedet gik jeg til kontrolvejning hos egen læge, som også gav mig antidepressivt medicin - ganske "smart" for efter 5 år havde jeg taget 20 kilo på pga medicin - mine spisevaner havde egentlig ikke ændret sig særlig meget. I 10. klasse kom jeg på efterskole på trods af tvivl om hvor vidt jeg var rask nok. Den dag idag forstår jeg deres tvivl, for samme dag som vi startede igen efter juleferien ringede jeg grædende hjem, "jeg havde ondt i maven". Det vidste min mor godt var løgn og jeg begyndte hos en psykiater - psykiateren opdagede dog ikke, det vi senere hen fandt ud af. I løbet af de 5 år jeg var på "lykkepiller" havde jeg mange nedture, fik flere gange "påduttet" depression og stress. Lykkepillerne gjorde at jeg alligevel ikke røg helt ned.I februar 2012 tager jeg min sidste "lykkepille" - den første måneds tid er svær, meget svær, min "sutteklud" er væk og det skal hjernen lige vænne sig til. Men jeg lever efterfølgende højt på sejren over at have smidt medicinen - yes baby det køre sgu, eller det tror jeg i hvert fald, bilder måske mig selv det lidt ind. For jeg har det ikke godt, og det går mere og mere ned ad bakke. I april 2012 går forholdet mellem min daværende kæreste og jeg i stykker. Vi havde været sammen i 2 år og boet sammen i 22 måneder. Det selvfølgelig hårdt, men jeg er egentlig hurtigt ovre det. Var han ikke gået, havde jeg selv gjort det forbi - og den næste stod måske faktisk allerede klar, jeg behøvede i hvert fald ikke føle mig ensom.
4. januar 2013 starter jeg til klatring, 3 måneder efter bliver jeg valgt ind i bestyrelsen, det går rigtig godt på pædagoguddannelsen, venner er der nok af, trænger jeg til et hurtig fix kærlighed er det hellere ikke et problem og selvtilliden fejler egentlig ikke noget, men jo. Jeg lever i en fantasiverden, bilder mig selv ind at nu kører tingene endelig på skinner - nu det endelig min tur til at have det godt, i hvert fald er det sådan det ser ud i min lille fantasiverden. Men der er en grænse for hvor længe man kan leve i en fantasiverden, min mor har senere fortalt at hun kunne se allerede da jeg smed lykkepillerne at noget var galt. Sommeren 2013 går det med 200km/t ned ad bakke, ned i et dybt sort hul - fantasiverdenen eksisterer ikke længere, jeg har det ad helvedes til! Jeg finder en ny "ven", finder ro ved at skære i mig selv, for efterfølgende at blive utrolig flov over ikke at kunne skjule mine mange sår. Jeg bliver mere og mere selvskadende, skærer aldrig mega dybt, men jeg har ar - enkelte kan man se uanset hvad, de fleste bliver "heldigvis" først synlige når det bliver sommer og jeg får sol. 7 ud af 7 dage har jeg selvmordstanker, til sidst faktisk et ønske om at få lov at give slip, finde ro. Jeg er heldigvis lidt en kujon, men lever livet farligt - hvis nu jeg f.eks bliver kørt over er det jo ikke et "rigtigt selvmord". Selvom jeg er lidt en kujon, er det til sidst tæt på - det der bl.a. bliver min redning er min bedste venindes ord. Hun siger til mig at det eneste der nogensinde ville få hende til at gå sin vej, ikke længere være min bedste veninde, er hvis jeg tager mit eget liv - og tanken om hvis det mislykkedes og hun går sin vej er heldigvis for svært.
Jeg har altid været en arbejdsom pige og haft mange bolde i luften. August 2013 skulle jeg have startet i min sidste praktik som pædagog - det der egentlig var drømmepraktikken, jeg skulle være på en døgninstitution. Men det var ikke længere drømmepraktikken, jeg kunne slet ikke overskue det eller noget som helst andet og et par dage inden jeg skulle være startet melder jeg mig ud af uddannelsen - det viser sig at være den rigtige beslutning. Jeg har det meste af foråret/sommeren gået hos en psykolog, jeg er en svær opgave da jeg har svært ved at slippe facaden og derfor kan være svær at læse. Men hun ser igennem mig, og en dag er hendes bekymring stor - jeg bliver sendt akut på psykiatrisk afdeling, men de tager mig ikke alvorligt, tænker ikke over at min mor sidder ved siden af og der derfor er ting jeg ikke siger - værst af alt ved de ikke at jeg på daværende tidspunkt er som forstenet - de ser facaden, ikke virkeligheden.
Jeg har i 9 år arbejdet hos mine forældre, men den sidste vagt er slet ikke som det ellers før har været. Jeg er drønhamrende stresset i hovedet, fyldt med negative tanker om mig selv. Det en travl dag, vi er presset og min far brokker sig som altid over et eller andet - som altid har det intet med mig at gøre, men det er hvad jeg føler. Jeg passer min plads i køkkenet, men jeg græder imens - jeg er flov, men det bliver måske alligevel et af de første skridt i den rigtige retning. For min familie kan ikke længere klare at se deres datter og søster få det mere og mere skidt. De hiver fat i min moster, som både er sygeplejerske, coach og uddannelsesvejleder og mine forældre og moster tager en beslutning de godt ved jeg aldrig selv havde taget - Jeg bliver "tvangs"-sygemeldt og starter i noget der hedder Udviklingshuset, overordnet set et sted for unge mennesker som har det svært. I starten synes jeg egentlig ikke det specielt godt, føler mig ikke taget alvorligt - men det ændrer sig gevaldigt. Jeg er blevet henvist til psyk, men på daværende tidspunkt er der 5 måneder til min tid. Min kontaktperson har kort inden talt med min mor, og hun ved også at hvis jeg skal vente 5 måneder mister de mig, det ville jeg ikke have overlevet. Nu begynder jeg så endelig at vinde kampen mod systemet. Hun formår at få mig presset ind hos den psykiater, der som den første ser hvad der i virkeligheden er galt. Han er super dygtig, meget anerkendt og en af landets eksperter. Han stiller nogle meget nærgående, indimellem provokerende spørgsmål, sætter historierne sammen lidt efter lidt og det bliver tydeligt hvad der i virkeligheden er galt - jeg har ADHD, det jeg faktisk født med, men min baggrund, intelligens og evne til at kompensere i så mange år har gjort at det først nu bliver opdaget. Det et kæmpe slag i ansigtet, hele min selvforståelse bliver trukket væk under mig - aldrig havde jeg forestillet mig at jeg havde ADHD. Min mor fortæller godt tid efter jeg har fået diagnosen at det nu hvor vi ved det, falder det hele lidt på plads - går hun tilbage i historien kan hun sagtens se at psykiateren har ret, og da de kan se hvor godt medicinen virker bliver de 100% sikre - jeg er født med en lille kemisk skønhedsfejl i hjernen - det blev bare først opdaget nu, fordi jeg først nu kom i de rette hænder. Det svært, svært at acceptere at jeg aldrig nogensinde bliver rask, aldrig bliver helt normal - men jeg prøver. ADHD er ikke en undskyldning eller et forsvar for mine handlinger, men det en forklaring. Og hvor træls det nogen gange kan være, så er ADHD'en også med til at gøre mig til den jeg er både negativt, men altså også de positive sider. Hvem ved måske ville jeg have været mega kedelig uden ;-)
