Jeg ved ikke om alle med ADHD genkender følelsen. Følelsen af at opføre sig forkert, gøre eller sige noget forkert. Tænke noget forkert. Selv genkender jeg følelsen alt for godt. Måske især i forbindelse med sociale sammenhænge. For tanker om hvordan jeg bliver opfattet af andre, opstår meget ofte. Nogen gange efterfulgt af tanker om at jeg nok igen har opført mig forkert. "Fik jeg sagt det rigtige, grinede jeg for meget, udleverede jeg mig selv, kunne de lide mig, taler de om mig bagefter, synes de, jeg er mærkelig?". At føle sig forkert er jo ikke kun forbeholdt mennesker med ADHD. Men det kan måske være ekstra svært når du har ADHD, og når du ikke altid kan kontrollere dine tanker, handlinger og ord er det ikke sjældent at denne følelse dukker op. Det er svært for mig at mærke, hvad andre mener om mig. Jeg føler mig egentlig god nok, for det meste i hvert fald. Jeg tror nok bare alligevel oftest mest på tanken om at jeg er forkert end på tanken om at jeg er god nok. Jeg skal helt klart blive bedre til at tro på at det andre siger og viser de føler for mig, også er sandheden. Men det er svært! Svært at finde ud af hvad andre føler i forhold til mig. Og når jeg oven i det er meget let påvirkelig overfor lyde og indtryk, kan det faktisk være vildt fremmede mennesker jeg bliver usikre omkring - åndssvagt altså! Følelsen af at føle sig forkert er nok også opstået ved, at jeg ofte har fået at vide, at jeg taler for højt, griner for meget eller kommer med upassende bemærkninger.
Også i forhold til ADHD føler jeg mig ofte misforstået. Måske fordi jeg virker langt mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Og fordi jeg har klaret ting som på papiret måske ikke syntes muligt for en pige med ADHD. Men jeg har brugt hele livet på at kompensere for mine vanskeligheder. Jeg mener ikke jeg har fået mere ADHD eller flere symptomer, nu hvor der er kommet papir på, men det er lige pludselig blevet mulig at sætte ord på symptomerne i kraft af at have fået en diagnose. Og nu må I ikke tro jeg er glad for at have fået en diagnose. For hvvorfor
skulle nogen ønske at få en diagnose? Hvorfor skulle man have lyst til
at tage medicin hver dag, og hvorfor skulle man ønske, at være del af en
gruppe, som fremstår negativt i medierne, hvis man i stedet kunne leve
et helt almindeligt liv med op og nedture, sorg og glæde.
Hvis
jeg selv kunne vælge havde jeg helt klart valgt ikke at have en
diagnose, men det kunne jeg ikke. Det der sjovt nok ingen der kan,og jeg
tror hvis man spørger alle med ADHD eller andre diagnoser om hvis de
havde valget - så havde de valgt et ganske almindeligt liv. Hold op hvor
ville det være rart, men sådan er det ikke og jeg har accepteret at jeg
har ADHD og aldrig får et helt "normalt" liv. Men at acceptere min diagnose, betyder ikke at jeg endnu helt har lært at acceptere fordommene eller folks holdninger til om det er rigtigt eller forkert at jeg har ADHD. For jo der findes stadig de mennesker der har svært ved at tro på at jeg taler sandt når jeg fortæller at jeg har ADHD. De har svært ved at tro på det fordi jeg, som jeg tidligere skrev, virker langt mere velfungerende end jeg er. Og jeg har en evne til ikke at lade omverdenen se hvis de/den går over mine grænser. Det øver jeg mig stadig på, og bliver bedre til hele tiden - at vise hvor mine grænser går. Og måske jeg i virkeligheden også skal til at øve mig på at sige min usikkerhed højt - simpelthen fortælle at jeg har svært ved at tro på de rosende ord, svært ved at mærke hvad de føler. Sige højt som jeg gør nu - JEG FØLER MIG TIT FORKERT!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar